Lysere tider for syge i Zambias fængsler

26-02-19

Det er et hårdt liv at være indsat i et fængsel i det sydlige Afrika. Pladsen er trang, luften er tæt, og en infektion kan sprede sig med lynets hast.  En celle på 40 kvm kan snildt have 165 indsatte om natten. I fængslerne sidder børn, unge, gravide kvinder og alvorligt syge fanger. Fangerne lever med dårlig ernæring og hygiejne, og bliver man syg, er der lang vej til det nærmeste hospital.

Derfor var det en stor glæde, da dørene i februar kunne slås op til en ny sundhedsklinik i Chipata Correctional Facility! Komplet udstyret med blodtryksapparat, computer til patientjournaler, vægt, hospitalssenge, sengetøj og tæpper - alt sammen sendt med en bevilling fra Genbrug Til Syd - kan fangerne se frem til hurtig behandling af akut opstået sygdom. Selvom hospitalsbesøg ikke kan undgås, vil de blive langt færre, de indsatte vil undgå lange strabadserende rejser, og dødstallet i fængslet vil falde.

Indsatsen kom i stand gennem et samarbejde mellem Ubumi Prisons Intiative, Zambia Correctional Service og NZP+ Chipata Chapter.