Forsendelse af brugt tøj ikke muligt hos GTS

27-03-17

Der har i den forudgående uge været mediedækning af forsendelser af brugt tøj til især Østafrikanske lande. Det skyldes primært nyheden om, at EAC (East African Community), der består af Kenya, Uganda, Tanzania, Burundi og Rwanda, har foreslået et forbud mod import af brugt tøj fra 2019. 

I artiklen ’Afrikanske lande siger nej tak til genbrugstøj’ fra Politiken skrives der:

Handlen med genbrugstøj giver fattige afrikanere mulighed for at købe tøj til lave priser og ofte af god kvalitet. Men sammen med importen af billigt tøj fra Asien har det importerede genbrugstøj stort set gjort det af med den afrikanske tøjindustri. For eksempel er beskæftigelsen i Kenyas tekstilindustri faldet fra engang omkring en halv million til nu anslået cirka 20.000 ansatte.

Genbrug til Syds retningslinjer har de sidste mange år været, at der i forsendelser støttet af puljen ikke kan sendes tøj, tekstiler eller sko medmindre det er arbejdstøj, der går til institutioner. Det skyldes netop, at mange udviklingslande har deres egen produktion af disse, og at GTS ikke ønsker, at det danske brugte udstyr skal forvride den lokale konkurrence og produktion.