Den gode historie: Farmaceuter uden Grænser

06-01-17

Den gode historie: Farmaceuter uden Grænser

 

Egentligt troede Farmaceuter uden Grænser slet ikke, de kunne søge midler fra Genbrug til Syd. Men da deres partner i Tanzania, Kilimanjaro School of Pharmacy ønskede sig et bibliotek og tidligere farmaceutstuderende i Danmark gerne ville donere deres gamle bøger, forsøgte de alligevel at søge penge til forsendelsen. Og det lykkedes!  I oktober 2016 var de ca. 800 bøger ankommet, og i et tomt rum i Tanzania stod den danske bibliotekar, Trine F. Søndergaard, den danske farmaceut Karen Chan og den tanzaniske bibliotekar Careen Nuhu og kiggede på hinanden og bøgerne. Så begyndte det omfattende arbejde med at etablere et bibliotek.  I midten af november åbnede biblioteket, og både studerende og undervisere blev budt indenfor med lege, dansk slik og introduktion til bibliotekssystemet. Nu arbejdes der på at få brugen af bøger implementeret i undervisningen. Biblioteket er naturligvis godt for skolens elever, fordi det gør det muligt for dem at søge ekstra viden og dygtiggøre sig inden for det farmaceutiske fag. Men skolen bruger også biblioteket til at etablere et udvidet samarbejde med det nærliggende universitetshospital og i deres arbejde med at få skolen anerkendt af det tanzaniske system som en bacheloruddannelse. Forsendelsen af bøger til Kilimanjaro School of Pharmacy er altså meget mere end de enkelte bøger. Og derfor er samarbejdet om forsendelsen mellem Farmaceuter uden Grænser drevet af frivillige i Danmark og skolen ved foden af det smukke Kilimanjaro-bjerg en rigtig god historie.