27 bevillinger er tildelt i efteråret 2019

25-09-19

Genbrug til Syd modtog 42 ansøgninger i augustrunden, 2019. Heraf blev 27 ansøgninger bevilget.

Én af de ansøgere, som har modtaget en Genbrug til Syd-bevillinger, er foreningen FARIID, som ønsker at forbedre forholdene i Somalia gennem uddannelse, beskæftigelse og bedre sundhed. Forsendelsens formål er at styrke unges indflydelse og involvering i civilsamfundet i Somalia.

I Danmark er FARIID engageret i dansk-somaliske unges trivsel. Foreningen arrangerer bl.a. uddannelsesworkshops, ungekonferencer, lektiehjælp, coaching og uddannelsesvejledning og har stor erfaring i arbejdet med lokale ildsjæle og frivillighedsengagement.

FARIID har fået tildelt puljemidler til at sende brugt hospitals- og skoleudstyr fra Danmark til Somalia.  Når containeren kommer i havn i Somalia er det FARIIDs somaliske samarbejdspartner ’Rajo Relief’, som modtager udstyret.

Rajo Relief holder til i det nordøstlige Somalia og arbejder for en bedre organisering og opbygning af de landlige områder i det nordøstlige Somalia. Med udstyret fra FARIID vil Rajo Relief arbejde for at forbedre sundheden i Somalia og inddrage flere somaliske unge i at tage hånd om fællesskabet.

Blandt gruppen af bevillingsmodtagere var også en række ansøgere, som denne gang får deres første Genbrug til Syd-bevilling. Det gælder bl.a. Rajo Organisation, DS Aid (Danish Somali Aid), Hjerte for Afrika, Mission Afrika og The West African Team.