Nørder uden grænser

I en grå betonbygning blandt gamle, slidte lagerbygninger i Københavns Nordvestkvarter er der et rum med computere stablet langs væggene, malawiske stoffer som gardiner og lyden af harddiske, der summer. Her finder man FAIR Danmark.

Computernørder i Nordvest

FAIR Danmark er en organisation, der består af en håndfuld frivillige, heriblandt et par computereksperter. De har siden 2011 sendt fem containere med computere til Malawi med støtte fra Genbrug til Syd. Det betyder, at de sammen med deres partner har været med til at sætte computere op på 25 computercentre i landsbyer og på skoler. 

FAIR Danmark har aftaler med en række danske virksomheder. Når disse virksomheder skal have skiftet deres computere, giver de dem til FAIR Danmark. Samtidigt med, at computere doneres til Malawi, betaler virksomhederne FAIR Danmark for at rense computerne for den information, som ligger på harddiskene. Nogle af de penge, FAIR Danmark tjener på at rense computerne, bruges til huslejen til lokalet i Nordvest, hvor computerne opbevares, og de frivillige mødes hver torsdag aften.

Når computerne er ankommet til Nordvest, bliver de registreret, testet og renset for data. Til sidst pakkes computerne i en container, og så går turen til Malawi. Her tager FAIR Danmarks partner National Initiative for Civic Education (NICE) imod og sender videre til Mzuzu University.   

Computernørder i Mzuzu

På Mzuzu University er der også en håndfuld computereksperter, der arbejder frivilligt med computerne fra Danmark. De er nemlig med til at sætte computerne op i de lokale skoler og computercentre, som de får i containere fra FAIR Danmark. Hver center betaler hvert år et lille beløb per computer, som går til, at de frivillige fra universitetet kan løbende besøge skolerne og sikre, at computerne altid virker. 

Samarbejdet mellem eksperterne i Nordvest og Mzuzu er helt unikt. Det er nemlig både et fagligt interessefællesskab og gode venskaber. Flere af de frivillige danskere har været i Malawi på partnerskabsrejser støttet af Genbrug til Syd, hvor de sammen med malawierne har fundet frem til de bedste måder at bruge computerne på.

Nu arbejder de med at oprette endnu flere computercentre, så flere i Malawi kan få adgang til den viden, der er på computerne. 

Læs mere om FAIR Danmark på www.fairdanmark.dk