Motivation i Moldova

I den lille by Riscani i det østeuropæiske land Moldova ligger produktionsskolen Scoala Profesionala. For bare et år siden havde skolen store udfordringer med at engagere eleverne i andet end de praktiske håndværksfag. Men så modtog de computere med en forsendelse støttet af Genbrug til Syd.

At der i et europæisk land kan være så stor fattigdom, at ikke alle ejer en computer og har adgang til internettet, er nok ny viden for mange. Sådan er det dog i Moldova, hvor landets fattigste stadig må se langt efter gode fremtidsmuligheder. Det gælder blandt andet eleverne på produktionsskolen Scoala Profesionala.

Og netop derfor har det betydet meget at få sendt en række computere fra Danmark til Riscani, Moldova. Her har de brugte danske computere fået nyt liv, og styrker ikke blot skolens rammer til undervisning, men også de udsatte elevers lyst til at lære.

”Børnene føler, at de går på taberskolen”

Moldova er plaget af høj arbejdsløshed, og området omkring produktionsskolen er ingen undtagelse. Det kan virkelig påvirke motivationen for eleverne til at komme ud af sengen og i skole. ”Børnene føler, at de går på taberskolen,” fortæller Peter Fjelstrup, der har været primus motor i at få de brugte computere sendt til Moldova. ”Så mange af dem føler derfor, at de er bagerst i køen, når det engang kommer til at skulle få et arbejde”, fortsætter han. 

Ifølge Peter Fjelstrup har de tilsendte computere haft en positiv effekt på skolens elever. ”Computeren har givet dem troen på at de kan lære – om det er så er skriveprogrammer eller brugen af internettet”, forklarer han. Derudover er computerne med til at give skolens elever bedre fremtidsudsigter. Det vil simpelthen blive nemmere for dem at få et job efter deres uddannelse, fordi de kender til og kan bruge computere. Det giver håb og ambitioner.

Computerne betyder også, at eleverne har fået lyst til at udfordre sig selv og engagere sig i andet end de praktiske håndværksfag, der før fyldte mest for dem i forbindelse med deres uddannelse.

Nysgerrige efter at lære noget

Mange af de elever, der går på Scoala Profesionala kommer på den ene eller anden måde fra udsatte familier – og en del af eleverne bor på børnehjem. Det betyder, at det faglige niveau på skolen ikke er særlig højt, men computerne giver nu eleverne en unik mulighed for at få styrket deres IT-kompetencer. ”Computerne har været med til at hæve skolens niveau, og børnene er blevet mere nysgerrige efter at lære noget”, fortæller Peter. 

Og til stor glæde for skolens lærere, har nysgerrighed spredt sig til alle skolens elever. På skolen bruges computerne nu flittigt på tværs af faglige discipliner - både svejserne, kokkene, tømrerne og mange andre faggrupper bruger computerne. Og for at opfordre eleverne til at tage ekstra brug af computerne, får de til eksamen ekstra point, hvis de kan inddrage brugen af computer ved for eksempel at lave en PowerPoint-præsentation.

Den eneste IT-lærer på skolen har, efter de modtog computerne for et år siden, udviklet et fast undervisningsmateriale for undervisning i computerne. Hun rådgiver desuden de andre faglærere om, hvilke programmer de kan bruge i deres undervisning. ”De har endda en programmør, som viser eleverne, hvordan man kan skille en computer ad og udskifte forskellige dele af den.” fortæller Peter. ”Og så har skolen lavet en aftale med kommunen om at tage imod computere for at se dem igennem, som en del af undervisningen.

Internet giver underholdning og viden

Det er ikke kun i undervisningen, at de brugte computere får liv. Skolens ledelse har nemlig besluttet at åbne for computerlokalerne for skolens elever efter lukketid. ”Det giver eleverne en mulighed for at udforske internettet på egen hånd,” fortæller Peter. Adgang til internet er ikke en selvfølge i Moldova og særligt ikke blandt den fattigste del af befolkningen. Internettet giver naturligvis eleverne mulighed for underholdning og adgang til sociale medier som for eksempel Facebook, men internettet lukker også op for, at eleverne kan søge mere viden og lære om, hvad der sker andre steder i verden.

At fattige moldoviske elever får adgang til viden og får en bedre uddannelse er et skridt i den rigtige retning mod en bedre fremtid. Her spiller computerne fra Danmark en stor rolle, fordi de skaber motivation for at lære, men også fordi, de giver eleverne bedre muligheder for jobs – begge dele noget, der giver selvværd og håb for de udsatte elever.