Civilsamfund

Dansk udviklingspolitik fremhæver vigtigheden af demokrati og menneskerettigheder, et område hvor folkelige organisationer i civilsamfundet spiller en særlig rolle. GTS-bevillinger skal derfor sikre fattige mennesker i det pågældende lokalsamfund større indflydelse og en forbedring af deres rettigheder og vilkår. Hvis f.eks. en lokal folkeskole modtager skoleborde og brugte computere, er det vigtigt, at skolens lærere og ledelse arbejder sammen med forældrene og andre relevante civilsamfundsgrupper for at sikre sig, at skolens nye muligheder også smitter af på det omgivende samfund. GTS’ interesse omhandler ikke kun udstyret og den enkelte institution, men også hvordan udstyret anvendes i forhold til lokalsamfundet.